Golfklubben Hvide Klit

Golfklubben Hvide Klit er Danmarks nordligst beliggende golfklub. Golfbanen ligger et 9-jern fra hotellet, og her skal vi dyste over 3 runder. Vi er i Bunken Klitplantage, tæt på Råbjerg Mile og Kattegat, knap 20 km syd for Skagen og banen betegnes, som en såkaldt ‘Heathland’ golfbane. Den ligger i et sandet plantageområde med masser af skovfyr og store (sandede) områder med lyng, der både flankerer fairways og skaber en flot kontrast til de grønne områder. Hvide Klit er designet tilbage i 1971 af svenskeren Anders Amillon. Layoutet er særdeles spændende, og blandt det bedste man finder i kongeriget. På mange af hullerne er sværhedsgraden helt i top. Fairways er smalle og smukt indrammet af fyrretræer og klitter med vildtvoksende marehalm. Banen er relativ flad, hvilket gør at den sagtens kan gås rundt, og på visse huller også relativ åben. De sandede jordbundsforhold gør, at der kan spilles det meste af året, endda med åbne greens.