Rotana Al Ain er et 5-stjernet hotel i det centrale Al Ain, blot 15 minutter fra golfbanen. Med sine 246 værelser er Rotana et stort hotel, men sammenlignet med mange af hotellerne i Dubai, fremstår det lille og charmerende. Allerede når man træder ind i lobbyen, får man en fornemmelse af, at man vil komme til at trives – og efter at have udforsket den generøse morgenmadsbuffet, bliver man kun endnu mere overbevist.
Værelserne er rummelige og moderne indrettet. Det flotte poolområde med sin poolbar ligger centralt placeret på hotellets område. Morgenmad og aftensmad serveres i den hyggelige buffetrestaurant. Aftensmadsbuffeten er virkelig god og varieret, og der altid er noget for enhver smag. Naturligvis er der spændende, traditionel mad fra regionen, men også retter fra andre dele af verden, såsom sushi, indisk og europæisk mad.
Der findes desuden to andre restauranter på hotelområdet, og det kan ske, at en af middage i halvpensionspakken bliver serveret dér for at give ekstra variation i madoplevelsen. Efter middagen samles mange gæster typisk i ”Trader Vic’s” – pubben, der tilbyder livemusik de fleste aftener i ugen.
For dem, der ikke har fået nok motion på golfbanen, er der både tennisbaner og et veludstyret fitnesscenter, som frit kan benyttes. Ønsker man at forkæle sig selv, råder hotellet over Al Ains eneste spa-afdeling. I nærheden af hotellet finder man mange af Al Ains seværdigheder samt Al Ain Shopping Mall. Et besøg på Al Ain Palace Museum eller Fort Al Jahili kan varmt anbefales.






